Websitet anvender cookies. Læs mere... 
Vis siden i mobilvisning
 

Antikvitets stilarter 

Renæssance

Den europæiske renæssance var en periode fra omkring 1400 til 1700. Renæssance betyder genfødsel og refererer til genfødslen af de græske og romerske ideer under antikken.

Renæssancen er kendetegnet ved at man ønskede at genskabe de perfekte former, som kunstnerne i antikken havde skabt f.eks. søjlerne fra den gamle græske arkitektur og buerne fra den romerske arkitektur. Dernæst arbejdede man ud fra geometriske former og matematiske proportioner mellem formerne. Under renæssancen sættes det enkelte menneske i centrum.

Renæssancen er derfor i høj grad arkitektonisk betinget, hvilket overalt kan ses på skabe, paneler mv. som minder om former vi møder i konstruktioner fra antikkens arkitektur. I starten er renæssancen en ret streng stilart med enkle virkemidler og undertiden med udprægede gotiske træk. I løbet af perioden bliver formerne fyldigere og reliefferne højere. I den sidste del afslappes formerne

 

Barok

Barokken var en stilperiode fra omkring 1640 til 1730. Barokken er især kendt på sin storslåede, selvsikre, kompakte og pralende stil. Barokken udsprang fra den katolske kirke og skulle fremhæve kirkens overvældende magt og suverænitet.

Opbygningen indenfor barokken er altid strengt symmetrisk. Dette beskrives bedst ud fra arkitekturen, hvor man arbejdede med en stærk fremhævelse af bygningens midterparti, der skyder ud foran den øvrige facade, er højere og rigere udsmykket. De tilgrænsende partier er mere beskedne. Ved enderne kan der igen være fremstående partier, men mere beskedne. De forskellige partier trækkes lidt frem eller tilbage for at fremhæve kontrasterne og opnå en markant lys-skygge-virkning.

Tilsvarende principper går igen ved møblerne, som typisk på store todørs ædeltræsfinerede skabe med stærkt fremspringende og rigt profilerede lister. De rigt profilerede lister giver et levende spil mellem lys og skygge. Under dørene er der gerne 2 skuffer og skabet hviler på kraftige kugleben.

 

Rokoko

Rokoko var en stilperiode fra omkring 1725 til 1760. Rokokoen er orientalsk influeret og kendetegnet ved at være elegant og graciøs og med snirklede og asymmetriske ornamenter.

Det var mest af alt møbler, der blev præget af rokokostilen. Det gælder f.eks. kommoder, stole og borde som under rokokoen blev udstyret med flotte svungne ben. Fronten er også tit svungen og især rokokokommoderne er meget flotte. Rokokomøblerne blev desuden udsmykket med marketteri og støbte bronzeslag, som oftest er ciselerede og forgyldte.

De anvendte ornamenter er næsten alle kendte figurer som palmegrene, muslingeskaller, båndakanthus etc., men i rokokoen smeltes de sammen og ligesom opløses i hinanden. Rokokoens hovedornament rocaille, er en C-form opbygget på forskellig måde oftes som ribben i et kålblad med bladfladen fligende ud.

 

Nyklassicisme (Romantik)

Nyklassicismen var en stilperiode fra omkring 1750 til 1850. Nyklassicismen er kendetegnet ved enkelhed og storhed. Nyklassicismen tog udgangspunkt i antikkens græske og romerske kunst. Arkæologiske udgravninger i Grækenland og Italien f.eks. ved Pompeji fik stor betydning.

Nyklassicismens idémæssige grundlag blev udformet af den tyske arkæolog J.J. Winckelmann. Hovedbudskabet er "ædel enfold og stille storhed", hvilket betyder en entydig, ideal og enkel fremstilling og med de klassiske motivers afdæmpede og storladne former.

Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen var én af nyklassicismens førende kunstnere.

Indenfor møbelkunsten inddeles nyklassicismen ofte i Louis Seize, directoire, empire, hepplewhite m.fl. stilarter.

 

Art Nouveau

En dekorativ stilart fra omkring 1900 tallet. Art Nouveau er kendetegnet ved store knudrede ornamenter. Planteornamenter brugtes overalt på glas, metal, møbler osv. Tulipanen og vedbendbladet var blandt stilartens ynglingsornamenter.